Sætter stålet mod jorden
målrettet åbnes tanken
er det duften af det levende?
langsomt fyldes dunken
langt falder fornemmelsen
spritnye erobringer venter
læg dig fladt mod væggen
i træet skal du finde din glød
kælent skal du slikke på bjælker
et dødsdømt sidste måltid
grebet i varmens omkreds
alene i yderste rum
skal husets væsener
opsluges i flammernes skygge
liv skal besjæles fra skrækfyldte øjne
ingen udvej er mulig
nu mærker du varmen, flammen din ven
evig forløsning for smerten
Gemt i: Billeddigt, Digte, forfatter, poesi | Tagged: akrostikon, digt, forfatter, poesi
