Gödel, Escher, Bach og de andre gordiske knuder

Jeg tror straks jeg må sige, at overskriften til dette indlæg er en smule tungere end indlægget i sig selv. Jeg har såmænd blot tilføjet det lækre, det mystiske, det spændende, det tanker-på-evigheden fremkaldende symbol “det liggende ottetal” til min blog-titel…

Og hvad har det med noget at gøre?

Jo der var engang en bog (følgende er frit efter hukommelsen, så jeg håber jeg husker nogenlunde rigtigt). Det var dengang hvor vore forældre gik rundt med blomster mellem tæerne og hashpiper i hovederne, mens de slyngede deres kønsorganer i hverandres…kønsorganer. Bogen hed såmænd Gödel, Escher, Bach – skrevet af Douglas R. Hofstadter.

Kort fortalt sammenligner Hofstadter de tre herrer Gödel (matematiker), Escher (kunstmaler) og Bach (komponist) i forhold til måden de tænker på. Det hele går ud på en form for cirkularitet, evighedsagtig fremkomst i deres værker. Gödels teorem er noget med uafgrænsede rækker af tal, Bachs musik er noget med tilbagevendene temaer (og dermed uden ende/grænse), mens Escher bruger temaet i megen af sin kunst – blandt andet ved at tegne det liggende ottetal (Moebius-båndet), som er en uendelig/uafgrænset “bane” uden start, uden ende.

En søgen efter begyndelse og slutning er med andre ord en Gordisk knude – det er uløseligt (med mindre man da gør noget ganske ulogisk, og hugger knuden over med et sværd, som Alexander den Store)

Escher - Moebius II

Desuden har jeg valgt at slette alle linksene til forlag. jeg synes simpelthen det blev for rodet efterhånden.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: