En tekst jeg oprindeligt skrev til Poetry Slam – hvor jeg så måtte melde afbud anyways. Siden læste jeg den op i Kongens Have for nyligt – og nu befinder den sig sørme her!
***
Filan Trope
De svinger sig i bugtende buer, rører næppe ved luften
der omfavnende ligger sig blødt om bølgende bakker
I skyer der berører toppe
I tåger der diset ser ned på vulkanrøde tinder
hvor jeg i hænder vandrer iklædt
Skind i handsker – læder i hue – tanker for tomhed i spidsers lysende stivhed
Vandrer mens varmen sitrer indeni og kulde stivner udenpå
Sådan er bjergene stive som luften, bløde som sneen, flygtig som skummet der ligger på min sæbe
Modstand
Tag det
Huden trykker
Modstand
Ru på ru rører smagen i fornemmelsen
Det knudrede mørke spænder så stramt
at man som huleforsker må tjekke rebet
før man begiver sig ind over stalaktitter og nedfalden flagermusfrugt
Med pandelygte og rygsæk der så nemt kommer i klemme i sprækker i dybet i mørket i stilheden
Her føler man sig frem med finger og hånd og smager på lyden, som fortæller om
Kortets videre færd – kompasnålens udsving spænder mod syd – mod syd går det hen, går det ned
Isbjergene tøer og det er en skrøne at en tiendedel er over vandet, mens ni stykker af de samme ligger gemte under overfladens duvende dønninger
For vandet som før var det, der skjulte isens væsen i blåhvalers og sælers åbne huse, er blevet pattedyrenes domæne – og vores silkehaler folder sig i lysets brydning, og vi springer saltomortaler i iltens klare beruselse.
Koraller er hvad det er blevet til – koraller af skaller, koraller af skaller, koraller af skaller og vandet er blevet livet, som saften i frugten vi spiser med tunge og tænder der spænder i huden.
Kom klitter, kom finger, kom vand i mit bæger
nu drikker vi salten der flyder
en varme der smelter de bjerge
vi så, som pegede mod syden
og dufter til havet
og smelter en istap
og peger mod navlen
punkt, for punkt, for punkt, gir punkt, gir punkt, g-punkt
og pludseligt er det palmernes altunderskyggende stivhed vi mærker, med tunge kokosnødders fyldte mælkhed – så modent det springer, så bløde læber kan flække substansen og slowmotion falder den nød gennem luften – i luften i ånde – i ånde – i tunghed – og tung – og tung – og tunge og læber og læber og stivhed og stivhed og nødder og nødder og mælken og mælken og havet…
NU – rammer jorden så alt eksploderer
og havet og mælken
blir stille…
***
∞ Storm Poetry ∞ 
Helt udenfor kontekst – men ville lige gøre opmærksom på denne blog : http://dsfblog.wordpress.com/ til din gode linksamling 😀
Den tekst ville jeg gerne have hørt ude i den virkelige verden – Selv om den nu også gør sig godt på skærmen. 🙂