Prosadigt: det er elementerne der gør det

Elementer

Tænk at tegne verdens største cirkel med verdens største passer med dit værelse som centrum

Tænk at finde en sten af passende størrelse og fra umådelige meters højde kaste den ned i dette centrum

Tænk hvis sten, jord og mursten ville reagere på samme måde som vand og koncentriske cirkler ville brede sig ud over værelsesgulv, ramme hårde vægge og i svage rystelser bølge sig gennem landet efterladende byer og bygninger svagt skvulpende efter cirklernes passage

– Cirkler som slutteligt ville mødes med passerens grumsede blyantstreg i udkanten af alting

– Passerens streg som alene er afsat for at sætte nødvendig begrænsning på en ellers uendelig opgave med at forfølge bølgernes videre rullen ud i verden, ud i verdensrummet og videre ud over det, der ikke er til stede, hvor rummet hører op

Dette kan man forestille sig

Ethvert punkt er ethvert punkt lig. Slå øjnene ned på en sten eller en by og se, at det store er i det små og det små er i det store

– Som stenens krumme flade er i cirklens kant, som den er i byens omkreds og husenes kantede mursten, afspejles også nattens mørke form og planeternes umådelige afstand i cellens usynlighed og tankernes dunkle verden

Der er ingen grænser for grænserne og en streg af bly er nødvendig for at holde os på den rette plads, at vi ikke forvilder os ud på tilsyneladende endeløse marker, sandede ørkener, hvor horisontens fjernhed forleder os til at tro, at der ikke er ende på, hvad vi kan se

Så vi bindes til elementernes rasen, når vi søger opklaring, og tvinges til at tage udgangspunkt heri

– I mulden hvor afgrøderne dyrkes og vi slutteligt skal selv skal gøde jorden

– I åndedrættet der holder os i live og himmelen over os, vi så gerne vil nå, at vi bygger bjerge og høje huse for at rejse gennem sfærerne

– I vandet hvor vi ligger så sikkert, før vi kastes ud i verden og som i voldsomme stormfloder og oversvømmelser har magten til at slukke vores vejrtrækning

– I ilden der varmer os i kolde huler, men brænder i vores kroppe som narkomanens længsel

Ethvert punkt er ethvert punkt lig – så fornuften siger os, at vi må se på et punkt for at have en chance for at beskue det uendelige

Reklamer

3 kommentarer

  1. Personligt kan jeg ikke finde ud af, om denne tekst er lort eller lagkage – jeg kan heller ikke finde ud af, at stille den op på den rigtige måde…men hva faen – nu er den her

  2. Personligt synes jeg, den er fantastisk! Så praktisk og nøgtern og logisk – og samtidig rummende det ubegribelige, det angstprovokerende uendeligt endelige.
    I ét og samme sprog, i/med én og samme streg.
    Fedt!!

  3. Umiddelbart er det en tæt og kompakt tekst. Men omkring midten luftes der lidt hvide linjer ind. Jeg kan lide åndedrættet i teksten. Den er fuld af overvejelser – ikke de letteste men til gengæld aner jeg en ærlighed, jeg slet ikke kan stå for. 🙂

    Hilsner
    Lonni

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: