Digt: Huset hvor jeg råbte dit navn

Huset hvor jeg råbte dit navn

Jeg søgte på steder
som man ikke skulle tro
I huler hvor flagermus
hang som guirlander på
klippens hud
Dér hvor solen sjældent falder ind
fandt jeg ingenting
i en lyskegle og under
sandkornsfint sand
lå alene ørkenens
nedgravede dyr

Jeg drog til træet
og klatrede toppe
Så langt som mit øje magtede det,
så jeg intet på det grønne lagen
intet i himmelens blødhvide fabeldyr
Og tiden studerede jeg minut for minut
og fandt i sekundernes slag
hverken rytme eller
hukommelse

Lige for lå det
at læse bibliotekernes bøger og studere
ideernes bagmænd som jeg vidste,
vidste hvor man skulle søge
Men ordene pegede i den gale retning
og tankerne førte mig til den fugtige muld
hvor intet til stadighed var
under mine fødder

Da jeg ikke længere vidste
hvor jeg skulle lede
gik jeg tilbage til
huset hvor jeg råbte dit navn

Reklamer

3 kommentarer

  1. Det er sgu et godt digt. Jeg fik fornemmelsen af en krans – måske ikke en julegrøn – men en livsdans? Og jeg, der roder med gamle (store) Tænkere for tiden – må indrømme, at dit digt satte alle de tanker og filosofier mestrerne kommer med – til vægs – for hvor ofte tænker man ikke i ring. Hele livet?

    Kh
    Lonni

  2. Tak Lonni. Det var da ikke så lidt af et kompliment – ligefrem at sætte alle filosofferne til vægs! Jeg vil gerne med digtet vække en fonemmelse af at man søger noget, men man ved ikke helt hvad det er (noget jeg vidst kredser en del om). I et andet digt skrev jeg:

    ikke blot verden går i ring
    det gør ordene også

    🙂

  3. Selv tak 🙂 Men faktisk var det vel også det de gjorde – disse filosoffer? Nogle skrev digte om den søgning der – andre lange bøger. Nogle holdt foredrag, der blev skrevet ned af tilhørere. Alle søger vi vores Sandhed – og måske finder vi den i poesien, religionen eller fornægtelsen. Men vi prøver og måske finder vi det vi håber på når kransen er rundet 27. gang – måske finder vi aldrig noget som helst – men processen på vej til Sandheden ( vores egen) – og de oplevelser vi har på vej til målet – det er den, der giver os noget mens vi søger. Spørgsmålet er nemlig om vi overhovedet ville TRO på, at NU er vi fremme ved Målet. Tror du ikke vi ville søge videre?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: