Til behagelig sommerlæsning

Nedenstående er en indledning jeg engang skrev til en roman – romanen er i mellemtiden blevet omskrevet nogle gange, og jeg tror ikke længere denne indledning skal bruges. Nu poster jeg den her så dem der måtte have lyst, kan læse den. Måske jeg engang hiver teksten frem igen i en eller anden sammenhæng – well see:

Ankomsten

    Kun ganske langsomt gled aftenmørket ind gennem byen. Spredte sig umærkeligt mellem husene og lagde sit golde væsen på gader, der stille forstummedes. Vidste man ikke bedre skulle man mene mørket steg op fra neden, ved at sive gennem usynlige sprækker i fortove og gulve, for først at fylde gyder og baggårde og derefter brede sig til de større gader. Som en tåge der stiger op fra en mose og langsomt overmander de omkringstående træers stammer – og på kølige nætter, trænger langt ind over landet og lægger grund til myter om tågebryggende mosekoner med store gryder og sorte kjortler. Sådan kom aftenmørket krybende ind gennem byen og ud mod vandet, der med månens hjælp kunne holde natten lidt på afstand, når spredte månestråler glimtede i krusninger på havets flade.

    Herude på den anden side af byen lå den efterhånden noget falmede og dystert udseende borg, der var en del af det trekantsdrama der konstant udspillede sig mellem havet, landet og borgen, som var den eftertragtede hovedperson og førsteelsker i dette spil – den attråede hvortil både havet og landet bejlede. Og det var som om dagen var ven af landet, således at borgen om dagen var tilbøjelig til at kaste sin kærlighed på landet – mens den i aftenskumringen begyndte at tvivle om det var den rette beslutning. Her tilbød natten sin fulde støtte til havet, og skvulpende bølgers sirenesang fik borgen til at længes efter havets kølige arme og eftertænksomme charme.

    Derfor var det også nu, hvor natten efter at have omsluttet byen og drog videre ned mod havet og borgen, at det var havet, borgen atter kastede sin kærlighed på. I al sin gamle majestæt stod den derfor rank og beslutsom, spejlede sig i vandet og fandt hvor godt havet og den selv passede hinanden. At klarsyn kommer i nattens mørke, var på denne måde en sandhed nat efter nat!

     Fire etager og to tårne kunne borgen mønstre. Den var således af statur ganske anseelig, selvom den på ingen måde kunne måle sig med andre kendte bygningsværker. Slotte og borge om hvilke der gennem tiden var fortalt lange og eventyrlige historier om konger, riddere og prinsesser. Residenser der i kraft af deres centrale rolle i historiens ophobning af heltemodige og håbløse krige, var overgået til menneskenes minder og munde, og for evigt var sikret en plads i diverse pennes udgydelser.

    Så stor var borgen ikke, og så voldsomme ting var ikke sket i dens nærvær, at den kunne bryste sig af, at besidde en større kendthedsgrad i landet hvor den lå. Men stor var den, og historie ejede den. Med sin fortid som residens for den lokale greve, og som første bolværk mod fordoms fjenders indtog i landet, havde den stået på en vigtig post i forsvaret af landets rigdomme og andre fornødenheder.

I dag var dens funktion en ganske anden.

    De store sprossede vinduer bredte sig i et jævnt lag over den furede rødstensmur, som et ydre tegn på de mange værelser, der gemte sig bag det ældede udseende. Svævende ind gennem et gavlvindue på fjerde sal var det første man lagde mærke til, at nok var borgen ældet på overfladen, men indvendigt var den fulgt med tiden og tilpasset den branche, som i dag udførte sin metier i de lange gange. Havde der fra tidernes morgen været store sale, hvis vægge var overøst med selviscenesættende malerier af borgens beboere og vævede tæpper med jagtscenarier, var dette en saga blot. Nu stod de lange, hvide gange og prangede en misforstået symbolik om renhed ud over beboere og ansatte. En omfattende renovering havde resulteret i, at værelsesantallet var blevet mangedoblet. En nødvendighed i betragtning af, at antallet af mennesker, der havde brug for at finde logi på stedet, gennem årene var forøget i foruroligende grad. Eller var det sådan at værelsernes antal på uforståelig vis spredte bevidstheden om deres egen eksistens til menneskene i landet? Så de, menneskene, på hver deres måde tilpassede sig de ukendte muligheder, og rykkede nærmere trangen til at opfylde rummenes behov for beboelse? På den ene eller anden måde stemte antallet af rum og antallet af beboere ved sammenfaldende omstændigheder næsten altid overens – uanset hvilket usynligt spil der fik ligningen til at gå op.

    Nedad på tredje, anden og første sal, var det det samme billede der nåede frem til betragterens øje. De hvide gange strakte sig fra borggavl til borggavl, og uanset hvilken retning man besluttede sig for at bevæge sig i, var der på både højre og venstre side tykke ståldøre placeret på væggene. Ståldøre i hvidt – eller måske en anelse mørkere end væggen selv. Den runde rude i dørene kunne i en anden sammenhæng få én til at tænke på havet og skibet og kahytten og koøjet. Men den frihed som ofte forbindes med at sejle på havene, er ikke at sammenligne med den borgens beboere bag de hvide døre, var opfyldt af. Mens der på skibet kigges ud på mulighedernes verden – hvor nye eventyr og spændende havne venter forude, kigges der på borgen udefra og ind på grænser. Grænser for fysisk udfoldelse, grænser for lys og mørke og grænser for forståelse af rummenes beboere. De beboere som selv er begrænsede til denne station og som end ikke kan kigge tilbage på beskueren udefra, må endda nødtvungent kigge indad for at se længere end til nærmeste væg.

    Den overdådigt udførte trappe, som slyngede sig hele vejen op gennem borgen, og som var det første man fik øje på når man trådte inden for dørene i bygningen, havde lagt sin bredeste ende som velkomst til udefrakommende. De smukt udførte egetræsgelændere slyngede sig som lianer parate til at tage imod. Man droges mod disse trappens arme, der både indgød storhed og tryghed, men som i kraft af trappens videre forløb opad – hvor ukendte og skjulte muligheder åbnedes – også indeholdt et gran af uhygge. Måske en lille gysen over det ubetrådte land, som både tiltrækker og afskrækker – et spjæt af liv og underfundig glæde…

    Det er ikke hovedtrappen der for enden af gangen på stueetagen, ligger bag døren med de tunge låse. Trappen bag døren er langt mindre prangende og langt sværere tilgængelig. Her kommer kun mennesker med ét af to helt specielle træk: enten er disse individer yderst belæste og veluddannede udi kundskaber om menneskene, eller også er de individer hvorpå disse kundskaber skal anvendes. På samme måde kan en trappe siges kun at være konstrueret på én af to måder: enten går en trappe opad, eller også går den nedad. Trappen bag døren hører så afgjort til den sidste type. Ikke blot er denne trappe smallere og mere slidt end hovedtrappen i forhallen, den går på sin vis også mere nedad end forhallens trappe går opad. Måske fordi det i tidligere tider var her, tjenestefolk havde deres daglige gang. Det er en kendt sag, at alt hvad der er laverestående også placeres lavere. Således er børn beskedne af højde, rotter bor i kloakker, slangen kryber på sin bug og tjenere har deres gang i kældre!

    Måske ville det overraske en smule når kælderen blev nået, at man også her befandt sig på en lang hvid gang, der til forveksling lignede etage 1, 2, 3 og 4. En gang der som sine fæller ovenover, også var bestrøet med ståldøre på de hvide vægge. Det eneste der kunne siges at adskille denne gang fra de øvrige, var, at man her syntes at skulle anvende en yderligere sans – nemlig høresansen – idet der med jævne mellemrum kunne høres svage lyde fra den anden side af ståldørene.

Særligt den dør, som det lyttende øre straks rettede sin opmærksomhed imod, når kælderen betrådtes, lod til at indeholde viskene stemmer og ivrig diskussion. Tredje dør på højre hånd på højre side af kældertrappen, syntes derfor at være en anelse dybere i den hvide farve. Måske var den runde rude en smule mere uudgrundelig og rummet bag ruden en anelse mere uhyggeligt at nærme sig. Netop sådan en rude ville man kunne se ind gennem i lang tid, og det eneste man ville se var et dybt mørke – og pludselig ville et sindssygt ansigt dukke op på modsatte side med vilde, blodskudte øjne og stirre dig langt ind i sjælen…

Bag denne dør sad Janus…

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: