Hvorfor disse mismodige digte?

Når folk læser mine digte reagerer de ofte ved at tro, at jeg er en meget mismodig, sørgmodig, melankolsk og negativ fætter. Disse elementer indeholder jeg naturligvis, men skam også dem med omvendt fortegn. Husk på, at digteren ikke nødvendigvis er det han beskriver – digteren er ikke teksten!

Jeg faldt over et citat af Peter Bastian for nyligt, som jeg synes beskriver dette meget godt:

Føler vi sorg ude i vores daglige virkelighed, er oplevelsen flettet sammen med årsagen til sorgen, hvilket gør os ude af stand til at opleve følelsen sorg rent, som noget i sig selv. I musikken derimod er årsagen noget så uskyldigt som klarinet, tromme og orgel. Så her kan vi opleve sorgen rent, og det viser sig, at det er en skøn følelse

Jeg mener man kan sige det samme om litteraturen – og måske kunsten generelt (så længe det ikke er autobiografisk): I digtet er årsagen til sorgen, melankolien, det negative noget så uskyldigt som skrift, papir og pen. Så her kan vi opleve disse følelser rent, og det viser sig, at det er en skøn følelse 🙂

Reklamer

2 kommentarer

  1. Oooooh Brian…spot on!

    Traurigtunge weltschmertzliches Silhuet findes som skrift og diskurs, som tegn på papir, som transponeret musik fra en Finlands indsø.

    Louise bor i Århus og skriver med glæde.
    Hun er ikke et DigterJeg.
    (Men hun er i sit DigterJeg)

    Håber det nye job bekommer dig vel 🙂

  2. Hørt i “Find Nemo” bare med modsat fortegn:
    “Du er en klovnfisk. Du må være sjov. Fortæl en vittighed” (citeret som husket)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: