Det er nu sjovt med de anmeldelser

Mange af mine faste læsere her på bloggen, har sikkert allerede stiftet bekendtskab med de to anmeldelser af Barberbladshologrammer, jeg nedenfor refererer til. Grunden til at jeg igen trækker disse to sager frem er, at jeg synes jeg vil stille dem lidt mere “kontant” op over for hinanden.

Det interessante ved anmeldelserne er, at de er så himmelråbende forskellige. Der er så grundlæggende en uenighed om, hvordan min bog skal vurderes, at det skriger til himmelen. Hvis man skal sige det helt firkantet, fortæller de to eksempler med al tydelighed, hvordan enhver anmeldelse er en absolut subjektiv tilgang til et værk – med mindre anmelderen da rider med på en anmelderstrøm, hvilket jeg kan sige med sikkerhed, ikke er tilfældet her.

Prøv at læse begge to og så tænk over, hvordan det kan lade sig gøre, at samme værk kan vureres så fuldstændigt forskelligt. Spændende egentlig – ik?

Kulturkappelet (den gode):

Når man får serveret nyt og ukendt mad, danner man sig i det sekund, hvor gaflen rammer tungen, en ide om, hvorvidt det vil blive en behagelig oplevelse at stifte bekendtskab med det nye. Vil det være salt, sødt eller bittert? Vil det efterlade en underlig smag i munden? Og vigtigst… vil man have lyst til at møde dette nye en anden gang? Det er i store træk på samme måde ved mødet med en digtsamling fra en debutant. Så det er med nysgerrighed og forventninger, at bogen betragtes og studeres. Forsiden er blodrød og dækket af et hønsenet, som bølger og er forvrænget. Midt på står titlen Barberbladshologrammer med hvide lysende bogstaver efterfulgt af det nye navn, som vi forhåbentlig ikke har set for første og sidste gang!

Brian P. Ørnbøl har skrevet en række rå digte, som emmer af håbløshed og provokation. Digtsamlingen rummer en drenget flabethed, som udstiller verden som grim og hård. Af og til spytter digtene næsten på verden, for derefter at blot at trække på skulderen over sin handling, men dette medvirker blot, at digtene kommer helt ind under huden på læseren. Selvom man ikke kender Brian Ørnbøl, så føler man et meget stærkt bånd mellem afsender og modtager. Der er nærvær og personlighed i digtene, og især de korteste rammer meget præcist. Den meget tydelige afsender giver følelsen af at kende manden bag pennen.

Det er i høj grad det fantastiske sprog, som bærer digtene. Ørnbøl har en fantastisk evne til at vride sproget og forme det, så det udtrykker noget helt præcist. Han leger med ordene, og som læser føler man sig inddraget og fanget i spillet mellem sproget og Ørnbøl. Det er en leg, som man et øjeblik får lov til at være en del af. Ørnbøl skaber sit eget sprog, og dette kræver, at man læser digtene højt for at kunne få størst muligt udbytte af Ørnbøls ord og stemningen i digtet. Digtsamlingen er dynamisk, men det er klart at foretrække at læse få digte af gangen, så de kan fordøjes, og man kan nå at tygge lidt på sproget og ordene. Med Ørnbøls beskrivelser kan man direkte mærke jorden mellem tæerne eller duften af brændt tagpap.

Den følelse af fortvivlelse, som Barberbladshologrammer fremstiller, bliver suppleret af fordærv, svigt, mørke og grimhed. Og alligevel ligger der ikke beskyldninger mod en hård og uretfærdig verden i digtene. Tværtimod. Digtene er ikke blot bitterhed, men mere en konstatering af tingenes tilstand uden vrede. De søger mod noget eksistentielt, og af og til kan man også mærke håbet, som gemmer sig mellem linierne. Digtet ”Det har jo aldrig været meningen” er et udmærket eksempel herpå. Og man kan ikke lade være med at elske den stodderagtige stemning, som hviler over digtene. Ørnbøl har med titlen selv givet et perfekt ord til at beskrive sine digte: Barberbladshologrammer udtrykker præcist essensen i Ørnbøls poesi. Det er knivskarpt og fyldt med dybde, som leger med læseren. For at give svaret på de indledende spørgsmål, så er Barberbladshologrammer salt, sød og bitter. Den efterlader en smag (ganske vist ikke i munden), som er værd at lægge mærke til, og det er bestemt ønskværdigt at se mere til Brian Ørnbøl!

Visir (den onde):

Tidligere Visir-skribent Brian Petersen alias Brian Storm alias Brian P. Ørnbøl har under sidstnævnte navn sendt sin debutdigtsamling på gaden. Den hedder Barberbladshologrammer, det er en selvudgivelse og den er rød. Til disse forhåndsiagttagelser knytter sig umiddelbart to ret vigtige spørgsmål: hvad er et barberbladshologram? Og selvudgivelse, hvorfor?

Oplysningen om at bogen er en selvudgivelse ”i samarbejde med forlaget Darklights” får alle anmelderens alarmklokker til at ringe. Tanken om at et forlag ikke skal leve af udgivelsen af de bedste bøger, men på den hjælp, støtte og rådgivning de giver den betalende forfatter, harmonerer ikke med opfattelsen af god litteratur, men skaber en forventning om, at bogen ikke kvalitetsmæssigt formår at slippe gennem nåleøjet hos et rigtigt forlag – undskyld udtrykket.

Jeg må desværre sige at forventningerne indfries. Fornemmelsen af redaktionelt fravær lægger sig som en tung generende dyne over læsningen, og det er en stor skam. Ørnbøl rammer fra tid til anden en poetisk stemning i fine formuleringer, der vidner om et potentiale, der i debutsamlingen desværre forbliver uopdyrket. Lyspunkterne drukner i udpenslede pointer, klichétyngede billeder og en stemme, der ikke hæver sproget fra hverdagsligt omstændeligt til poetisk spændt.

Kendetegnende for en del af digtningen er en søgen efter flotte ord med poetisk potentiale (se bare på titlen), hvilket sjældent har den ønskede effekt – digtene bliver tværtimod unødigt svært tilgængelige. Han drysser ord som tempuståger, møbelmoneter, kloroformfilosofi, ekstraterrestrial og ja, Barberbladshologrammer ud over digtene. Samlet set udgør digtene en slingrekurs fra det tyndbenede noget nær banale over til det indforståede svært tilgængelige og uklare sprogbillede. Men på vejen fra den ene yderlighed til den anden snubler Ørnbøl altså over pludseligt opståede klare stemninger, hvor han burde stoppe op og dvæle lidt i stedet for at haste videre til næste ordtunge kreativitetsforladte digtprojekt. Han bør så at sige dræbe nogle darlings og modstå fristelsen til at læsse for mange ord på stemninger, der ville stå mere klart helt alene.

Angiveligt skulle melankoli, mørke og ironi udgøre grundlaget for Ørnbøls digte, og måske søger han specielt det dystre i det evigt tilbagevendende barberblad, men budskaber, inspirationer og nerve drukner i tunge klichéer, der vil for meget. Eksempelvis er det korte indledende digt ”Tørst” én stor kliché: ”ved flodens udspring / pisser jeg i vandet / og går videre langs bredden / hvor jeg sætter mig ned / og fylder min vanddunk” – et fortærsket billede, som får lov at indlede digtsamlingen og stå som et kort men klart billede af, hvad der venter på de efterfølgende 59 sider. Den vrede unge mand mangler sit eget sprog og det originale budskab, der kan guide ham i navigationen gennem faldgrubernes minefelt, hvor han med Barberbladshologrammer lige nu er kuldsejlet.

Dette indlæg er ikke noget surt opstød – jeg er glad for begge anmeldelser (dog mest for den gode naturligvis). Jeg synes faktisk det er interessant, at vurderinger er så langt fra hinanden 🙂

Reklamer

En kommentar

  1. Så mangler du bare den grusomme!

    Forskellen er bemærkelsesværdig, men det virker også som om, “den onde” også har et personligt horn i siden på dig. Det kan jo have spillet ind.

    Anmeldelser af litteratur og kunst i almindelighed bliver ofte en diskussion af den stemning værket har givet anmelderen. Det er helt fint, men det gør jo også det hele ret uhåndgribeligt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: